Når sproget former omsorgen

Om narrativer, faglighed og værdighed i arbejdet med mennesker med demens.

I det professionelle arbejde med mennesker, er fortællinger aldrig neutrale. De skaber virkeligheder, påvirker relationer og former de faglige indsatser. Når et menneske med demens beskrives som voldsomt udadreagerende, bliver dette narrativ hurtigt styrende for både den faglige tilgang, forventninger og arbejdsmiljøet. Personalet forbereder sig på konflikt, på afstand, på beskyttelse. Mennesket bliver derfor nemt reduceres til at være sin adfærd.

Når vi etablerer faglige indsatser, hvor både socialpædagogiske og sundhedsfaglige indsatser væves tæt sammen, forstærkes behovet for at tage ansvar for at udfordre og omskrive de fortællinger, der ikke længere tjener borgeren – eller os som fagprofessionelle.

Når ansvaret for fortællinger bevisliggørelse sker der noget udviklende: En fælles faglig bevægelse, hvor narrativer om ”farlig person” blev erstattet af fortællingen om et menneske med en dyb livshistorie, stærke relationer og en sygdom, der gradvist tog sproget, overblikket og trygheden.

Narrativ praksis som fagligt fundament

Narrativ teori minder os om, at mennesker lever deres liv gennem historier – og at disse historier altid kan åbnes, udvides og nuanceres. Når vi møder en borger med demens, møder vi ikke kun sygdommen; vi møder også et menneske, der bærer sin grundfortælling med sig i form af kærlighedshistorier, tab, drømme, værdier, vaner, humor, temperament, relationer.

Når vi anvender narrativ praksis som et centralt redskab, arbejder personalet systematisk med:

• Eksternalisering af adfærd: Forstået som “det er sygdommen, der skaber uroen – ikke personen, der vil os noget.”

• Genopdagelse af livsfortællingen via samtaler med pårørende, gamle fotoalbums (og nye billeder), minder.

• Faglig refleksion og supervision, hvor personalet kunne udforske deres egne reaktioner, frygt og antagelser.

• Sproglig bevidsthed i form af en aktiv beslutning om at ændre retorikken omkring borgeren.

Den narrative tilgang skaber med andre ord et skifte fra et problemfokuseret narrativ til et relationsbåret narrativ, hvor borgerens værdighed og menneskelighed blev centrum.

Retorikkens kraft – når sproget åbner eller lukker muligheder

Sproget er aldrig blot ord. Det er handling. Når vi omtaler en borger som “udadreagerende”, “farlig” eller “svær”, skaber vi en forståelsesramme, hvor personalet naturligt forbereder sig på at trække sig, beskytte sig og måske undgå kontakt. Det er en forståelig reaktion – men ikke nødvendigvis hjælpsomt for den faglige relation.

Når professionelle omtaler en borger som:

• et menneske med en frygtelig og indgribende sygdom

• et menneske med mange kvaliteter

• et menneske med et levet kærlighedsliv

• et menneske med børn, børnebørn og familie, der er elsket af sin familie

• et mennesket, der har brug for vores hjælp for at få en værdig sidste tid

… ændrer det ikke kun fortællingen. Det ændrer også handlingerne.

De professionelle fremviser nysgerrighed frem for frygt. Der søges alternative løsninger frem for tilbagetrækning. De fandt små lommer af kontakt, hvor mennesket kunne spejles i noget genkendeligt. De så et menneske, ikke en opgave.

Samarbejdet som løftestang – når pårørende og fagprofessionelle skaber en fælles fortælling

Det tværfaglige samarbejde mellem kommune, leverandør og de pårørende er afgørende. Et samarbejde med stort behov for reparation af relationer, da mange komplekse forløb bærer præg af flere afbrudte indsatser og et deraf følgende udfordret samarbejde.

Pårørende bidrager ofte med:

• viden om det levede liv

• forståelse for reaktionsmønstre

• historier, der kan bruges til at skabe tryghed

• perspektiver, der forstærker personalets viden om, hvem mennesket var før sygdommen

Samtidig kan personalet bidrage med:

• faglig ro

• sundhedsfaglig indsigt i sygdommens progression

• socialpædagogiske strategier til at skabe struktur og tryghed

• refleksioner, der hjælper familien med at forstå adfærd i et nyt lys

Supervision og sparring bliver det omfavnende rum, hvor perspektiver mødes. Forskellige forståelser bliver håndteret, bekymringer delt, og fælles løsninger udvikles. Ofte er det i dette spændingsfelt – mellem faglige hensyn, visiterede paragraffer, pårørendes ønsker og et fælles værdigrundlag – at den bedste indsats skabes.

En værdig afslutning – og et fælles farvel

Den pågældende borger gik bort i overgangen mellem vinter og forår, med en enkel markering af årstidens skiften ved sin side – en stille gestus, der afspejlede et levet liv med relationer, betydning og tilknytning.

De fagprofessionelle, der havde været tæt på i den sidste tid, blev inviteret med til afskeden. Det skabte et fælles rum for afsked, hvor både livshistorien og den afsluttende indsats blev anerkendt som sammenhængende dele af det hele menneske.

I talen blev der ikke alene sat ord på livets begivenheder, styrker og relationer, men også på den faglige omsorg, kontinuitet og vedholdenhed, der havde præget den sidste tid. Dermed blev afskeden også et sted, hvor det professionelle arbejde indgik som en meningsfuld del af fortællingen om livet – ikke som et tillæg, men som en integreret del af det levede liv.

Det understreger, hvordan narrativer skabes og bæres i fællesskab – også i livets afslutning. Når fagprofessionelle aktivt bidrager til og indgår i disse narrativer, påvirker det relationen, værdigheden og oplevelsen af sammenhæng for den enkelte. Og netop i den sidste afsked bliver det tydeligt, at måden, vi fortæller og forstår et liv på, er med til at forme, hvordan det afsluttes.

Værdien af et fælles fagligt ståsted

Afslutningsvist er det som leder dybt meningsfuldt at give plads til at se, hvad der sker, når fagprofessionelle og pårørende samles om et fælles mål: at skabe det bedst mulige liv for et menneske med et komplekst sygdomsforløb. Det kræver:

• plads til uenighed

• mod til at udfordre hinandens perspektiver

• respekt for visiterede rammer og faglige retningslinjer

• forståelse for pårørendes ønsker og sorg

• et værdigrundlag, der altid peger mod det enkelte menneskes værdighed

Når vi lykkes med dette, skaber vi ikke bare en indsats; vi skaber et fælles narrativ, hvor mennesket – ikke sygdommen – står i centrum. Et narrativ, der giver plads til både faglighed, kærlighed og værdighed. Og i dette fælles narrativ bliver vi alle lidt mere menneskelige.